Dansk
Søren Willert
(forfatter)
Første lærestykke (Artikel i Erhvervspsykologi) e-bog
59,95 DKK
Psykoterapi blev det første psykologisk-professionelle håndværk, jeg for alvor kom til at mestre (sidste halvdel af 1970’erne og frem). Senere føjedes proceskonsultation til (fra midten af 1980’erne). Artiklen beskriver, hvordan gensidige metodiske koblinger udvikledes mellem mit terapeutiske arbejde og mit konsulentarbejde. Artiklens metodiske pointe er sammenfattet i overskriftens formulering o…
Psykoterapi blev det første psykologisk-professionelle håndværk, jeg for alvor kom til at mestre (sidste halvdel af 1970’erne og frem). Senere føjedes proceskonsultation til (fra midten af 1980’erne). Artiklen beskriver, hvordan gensidige metodiske koblinger udvikledes mellem mit terapeutiske arbejde og mit konsulentarbejde. Artiklens metodiske pointe er sammenfattet i overskriftens formulering om, at jeg – i bestemte sammenhænge – arbejdede terapeutisk med enkeltpersoner, som om de var organisationer. Tilsvarende blev det en slags uformelt ideal for mig, at jeg som konsulent skulle kunne spille sammen med kunde-organisationen, som om der var tale om en person. Artiklen kan læses som oplæg til almen metodelære rettet mod humane aktørsystemer (individer, grupper, organisationer). Dette perspektiv antydes, men heller ikke mere, i en afsluttende efterrefleksion.
E-bog
59,95 DKK
Vil du hellere læse den fysiske bog?
Søg efter den og mange andre hos Saxo.com
Undertitel
Arbejde med personer som organisationer og med organisationer som personer: Gensidig inspiration mellem terapeutrolle og konsulentrolle
Forlag
Dansk Psykologisk Forlag A/S
Udgivet
24.01.2019
Genrer
Business & Management, Psychology & Education
Sprog
Danish
Format
pdf
Beskyttelse
Vandmærket
ISBN
9788771853544
Psykoterapi blev det første psykologisk-professionelle håndværk, jeg for alvor kom til at mestre (sidste halvdel af 1970’erne og frem). Senere føjedes proceskonsultation til (fra midten af 1980’erne). Artiklen beskriver, hvordan gensidige metodiske koblinger udvikledes mellem mit terapeutiske arbejde og mit konsulentarbejde. Artiklens metodiske pointe er sammenfattet i overskriftens formulering om, at jeg – i bestemte sammenhænge – arbejdede terapeutisk med enkeltpersoner, som om de var organisationer. Tilsvarende blev det en slags uformelt ideal for mig, at jeg som konsulent skulle kunne spille sammen med kunde-organisationen, som om der var tale om en person. Artiklen kan læses som oplæg til almen metodelære rettet mod humane aktørsystemer (individer, grupper, organisationer). Dette perspektiv antydes, men heller ikke mere, i en afsluttende efterrefleksion.