Ikke alt, der tæller, kan tælles (Erhvervspsykologi) e-bog

Bedre viden om effekt af velfærdsindsatser og -ydelser er blevet etmantra i den offentlige sektor og i særdeleshed inden for de professioner,der leverer borgernær velfærd. Rationalet er, at bedre videnom, hvad der virker, kan målrette indsatser og ydelser, så debegrænsede offentlige midler kan skabe størst mulig gavn for flestmuligt. Men store dele af velfærdsleverancerne – f.eks. omsorg,handlekompetencer, dannelse – er vanskelige at måle, veje eller tælle.Udfordringerne i at dokumentere de såkaldt ‘bløde’ velfærdsleverancerøger risikoen for, at ydelserne udvikles på baggrund af ‘mavefornemmelser’og lukkede fagprofessionelle logikker. Det vanskeliggørdiskussion af kvalitet samt et gennemsigtigt grundlag for kvalificeringog prioritering. Udfordringerne ift. at dokumentere øger dogsamtidig også risikoen for, at vi udvikler et velfærdssamfund, som ikke er i stand til at prioritere centrale aspekter af velfærden, fordi de ikke taler ind i de dominerende målerationaler. Der er derfor i stigende grad skabt en opmærksomhed på, at ledere og medarbejdereinden for de områder, der leverer ‘blød’, kompleks og tværgående velfærd også skal kunne evaluere og dokumentere, hvilke effekter deres arbejde bidrager med for borgere og for samfund. Det gør sig gældende inden for f.eks. det sociale område, folkeskolen, kulturområdet.